Forsknings- og innovationsområdet

Uddannelses- og Forskningsministeriet har det overordnede ansvar for forsknings- og innovationsområdet, herunder at få størst værdi af de næsten 30 milliarder kroner, som det offentlige årligt investerer i forskning og innovation.

Ministeriet understøtter alle led i kæden – fra grundforskningens første skridt til det videnskabelige gennembrud og den innovation, der forvandler ideerne til eksempelvis ny medicin eller nye grønne teknologier.

Læs mere om de centrale dagsordener på forsknings- og innovationsområdet, som Uddannelses- og Forskningsministeriet beskæftiger sig med.

Offentlige investeringer i dansk forskning og innovation

Omfanget af investeringer i forskning og innovation er et centralt parameter i forskningspolitikken - både i Danmark og i udlandet. 

Barcelona-målsætningen er en fælles EU-målsætning fra 2002, der fastsætter, at medlemslandene samlet set skal udføre forskning og udvikling svarende til 3 pct. af BNP - på tværs af det offentlige og private.

Med afsæt i Barcelonamålsætningen har skiftende regeringer siden 2010 fastholdt et offentligt forskningsbudget på mindst 1 pct. af BNP. Hertil kommer investeringer i forskning og innovation fra den private sektor.

Det offentlige forskningsbudget omfatter udgifter til forskning og innovation i både staten, regioner og kommuner mv. Med afsæt i de årlige finanslovsforslag har der i en række år været praksis for, at der i efteråret indledes politiske forhandlinger om udmøntning af Forskningsreserven, der fordeler forskningsmidler op til 1 pct. af BNP. 

Regeringen indgik 6. november 2025 aftale med et bredt flertal blandt Folketingets partier om Aftaler om Forskning og Innovation 2026-2029 med afsæt i udspillet Strategiske prioriteter for forskning og innovation 2026-2029. Aftalerne omfatter strategiske, flerårige prioriteter inden for centrale områder frem til 2029, herunder inden for kritiske teknologier og forsvarsforskning, grøn forskning og life science og sundhed samt frie forsknings- og innovationsmidler til universiteterne. 

Kritiske teknologier

Kritiske teknologier dækker over teknologier, der er afgørende for Danmarks beredskab, sikkerhed og konkurrenceevne. Det omfatter blandt andet kvanteteknologi, rumteknologi, kunstig intelligens, bioteknologi samt forsvarsteknologi.

Læs mere om kritiske teknologier

Rumområdet

Forskning på rumområdet og rumteknologi har stor betydning for Danmarks sikkerhed, klimamål og erhvervsliv. Uddannelses- og Forskningsministeriet er national myndighed på rumområdet.

Læs mere om rumområdet

Grøn forskning og innovation

Forskning og innovation er en vigtig drivkraft for den grønne omstilling, og investeringer i grøn forskning og innovation er afgørende for, at Danmark når i mål med vores ambitiøse målsætninger på klimaområdet. Det kræver, at vi modner de eksisterende teknologier og udvikler og implementerer nye teknologier og klimaløsninger til gavn for både klima, miljø og natur.

Læs mere om grøn forskning og innovation

Life science

Life science er én af Danmarks vigtigste erhvervsmæssige styrkepositioner, der bidrager til jobskabelse, vækst, velstand og eksport og kommer både vores velfærdssamfund, sundhedsvæsen og patienter til gavn. Derfor er det vigtigt at sikre samarbejdet mellem life science-virksomheder, sundhedsvæsenet og danske forskere for at skabe samspil mellem innovativ, forskning, viden og sundhedsløsninger.

Uddannelses- og Forskningsministeriet indgår i det nationale Life Science Råd, der har til formål at styrke dialogen mellem offentlige og private life science-aktører og drøfte nationale og internationale prioriteter på life science-området.

Læs mere om Life Science Rådet på Erhvervsministeriets hjemmeside

I november 2024 lancerede regeringen en national strategi for life science i Danmark, der med seks strategiske pejlemærker skal skabe et sammenhængende, robust og fremtidssikret sundhedsvæsen i Danmark og gøre Danmark til en førende life science-nation i Europa i 2030.

Læs 'Strategi for life science frem mod 2023' hos Erhvervsministeriet

Internationalt samarbejde på forsknings- og innovationsområdet

Arbejdet med forskning og innovation foregår i høj grad i samarbejde med både Norden, Europa og resten af verden, og ministeriet arbejder løbende på at styrke internationaliseringen af dansk forskning og innovation.

Læs mere om det internationale samarbejde inden for forskning og innovation

Forskningsformidling

Formidling af forskning er afgørende for befolkningens viden om forskning og indsigt i forskningens resultater. Formidlingen spiller en afgørende rolle for en åben, demokratisk dialog om forskningens resultater og de fordele og eventuelle ulemper, som den kan være forbundet med. Samtidig er forskningsformidling med til at skabe legitimitet omkring den samfundsmæssige prioritering af forskning ved at formidle dens resultater og vigtige fremskridt både i viden og teknologi. 

Forskningsformidling er med til at styrke tilliden til forskningen og forskerne. Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler årligt adskillige priser, der hylder forskerne og forskningens resultater.

Læs mere om forskningsformidling på Uddannelses- og Forskningsstyrelsens hjemmeside