Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har netop besøgt Ukraine for at følge Danmarks indsatser med at genopbygge landet og for at styrke det uddannelses- og forskningsmæssige samarbejde.
Det er især en langsigtet støtte til at udvikle og genopbygge Ukraines forsknings- og innovationssektor, som skal bidrage til at få landet samfundsmæssigt og økonomisk på fode. Netop det emne drøftede Christina Egelund i Kyiv med sin ministerkollega, den ukrainske uddannelses- og forskningsminister Oksen Lisovyi.
Rektorerne fra Syddansk universitet og Aalborg Universitet var med i Ukraine, og som et led i rejsen blev der underskrevet flere hensigtserklæringer om at styrke samarbejdet mellem danske og ukrainske universiteter inden for uddannelse, forskning og innovation og teknologiudvikling. I Ukraine er der især potentiale for øget samarbejde inden for bl.a. energiområdet, det maritime område, forsvarsforskning, cybersikkerhed og AI.
Ministerens rejse gik også til Mykolaiv, som Danmark har påtaget sig en særlig rolle for at hjælpe med genopbygningen af. Danmark har blandt andet givet støtte til kritisk infrastruktur, minerydning og redningsmateriel. Byens universitet NUoS blev svært skadet efter et russisk missilangreb, og byens havn har været begrænset i sin udskibningskapacitet efter blokader og minering. Her har Danmark også ydet bidrag i form af forskningssamarbejde og økonomisk støtte.
Ministeren besøgte desuden civilsamfundsaktører, der bliver støttet aktivt med finansiering af Danmark, samt det kvindelige militærberedskab ’Witches of Bucha’.
- Jeg er fuld af beundring for det ukrainske folk, som ikke bare kæmper for deres land, men også for frihed og demokrati. Under de værst tænkelige forhold holder forskere, undervisere og studerende vigtige kundskaber i live. I voldsomme krisetider er uddannelse ikke blot en luksus, men en forudsætning for stabilitet, frihed og demokrati. Jeg er taknemmelig for, at Danmark fortsat bakker stærkt op om Ukraine i kampen mod Rusland, og at mit besøg bidrager til at forstærke vores uddannelses- og forskningssamarbejde.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk