Hvert år hylder Uddannelses- og Forskningsministeriet en forsker, der gør ny viden levende, tilgængelig og inspirerende for den brede offentlighed. Nu åbner muligheden for at indstille forskere til prisen i 2026.
Forskere arbejder på at skabe ny viden om den verden, vi lever i. Ofte er det kompliceret og svært at forstå, hvad de arbejder med, men nogle forskere har en helt særlig evne til at fortælle om deres forskning på en måde, så mange forstår det.
Uddannelses- og Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris gives netop til en forsker, som formår at gøre sin viden og faglighed tilgængelig for den brede befolkning. Prisen skal samtidig bidrage til at skabe debat i befolkningen om forskning og forskningens betydning for vores samfund og hverdag.
Alle kan indstille kandidater til Forskningskommunikationsprisen – enkeltpersoner, forskningsinstitutioner, virksomheder eller organisationer. For at en forsker kan komme i betragtning, er det afgørende, at den nominerede formår at formidle sin forskning på en måde, som både er fagligt solid, og som kan skabe bred interesse for forskningsfeltet. Prisen uddeles i foråret 2026.
- Vi har brug for forskere, der ikke blot skaber ny viden – men som også gør deres viden tilgængelig og vedkommende for alle. Dygtige forskningsformidlere er et samfundsværn mod forhastede konklusioner og misinformation og kan give os en løftestang for en faktabaseret offentlig samtale om vigtige emner. Jeg vil opfordre alle til at indstille dygtige formidlere, så vi kan hylde en forsker, der åbner dørene til ny viden og giver den betydning i samfundet.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk