Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har godkendt 15 nye uddannelser og uddannelsesudbud fordelt over hele landet. Det bliver blandt andet muligt at uddanne sig i cybersikkerhed, som maritim teknolog og i risikohåndtering.
Både i Aalborg, Roskilde og Odense bliver der snart nye muligheder for at uddanne sig inden for cybersikkerhed. Det er 3 af de 15 nye uddannelsesudbud, som uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har godkendt.
De nye uddannelsesudbud fordeler sig over hele landet – lige fra Esbjerg til Frederikshavn, Svendborg og Slagelse. Det er uddannelser på både universiteter, professionshøjskoler, maritime institutioner og erhvervsakademier.
Udover nye muligheder for uddannelse inden for cybersikkerhed, er der blandt andet også godkendt et udbud af akademiuddannelsen i skatter og afgifter i Herning og en erhvervsakademiuddannelse som produktionsteknolog i Skjern.
Læs oversigten over de nye uddannelsesudbud (PDF)
- I en verden under forandring skal uddannelseslandskabet også tilpasse sig. Cybersikkerhed er helt naturligt kommet højere på dagsordenen, og det giver god mening, at det også afspejler sig i det udbud af uddannelser, som kommende studerende kan vælge imellem. Jeg håber, at mange studerende vil gribe de mange nye muligheder for at uddanne sig, som nu er blevet godkendt.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk.