Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund rejser i dag til Sorbonne Universitet i Paris for at drøfte videnskabens fremtid i Europa med forskningsministre fra EU-medlemslandene samt Storbritannien, Norge, Schweiz og Island.
Den franske præsident Emmanuel Macron har inviteret europæiske forskningsministre til konference og møde i Paris, hvor blandt andre universitetsrepræsentanter og virksomheder fra Frankrig også deltager. Forskningsministrene fra Storbritannien, Norge, Schweiz og Island er også inviteret.
Formålet med mødet er at drøfte videnskabens fremtid i Europa i en tid med mange geopolitiske spændinger. Mødet vil særligt have fokus på akademisk frihed og tiltrækning af forskere til Europa.
- Når forskningsfrihed og fakta udfordres af politisk pres og misinformation, må vi stå sammen i Europa og beskytte den uafhængige forskning og institutionelle autonomi. Jeg ser frem til at mødes med mine europæiske kollegaer, der deler vores kerneværdier om forskningsfrihed og akademisk frihed. Uddannelse, forskning og kritisk tænkning er en grundpille i demokratiske, oplyste samfund, og det må vi ikke tage for givet i disse tider.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk