I dag udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 1. I år har 85.508 søgt ind, hvilket er en lille stigning i forhold til sidste år. Færre vælger at søge ind på en sproguddannelse, hvilket uddannelses- og forskningsministeren kalder bekymrende.
Af tallene fremgår det, at 5.138 i år har valgt at søge mod de humanistiske uddannelser. Dermed fortsætter de seneste ti års tendens, hvor de humanistiske bacheloruddannelser, herunder fremmedsprogsuddannelserne, har oplevet faldende søgning. På de almene tysk- og franskuddannelser har 61 i år søgt ind, hvilket svarer til et fald på 13 pct. i forhold til sidste år.
Igen i år er flere af de velfærdsrettede professionsbacheloruddannelser blandt de mest søgte. Dog er der på sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelserne et fald på hhv. 8 pct. og 2 pct., mens der på folkeskolelærer- og pædagoguddannelserne er en lille stigning på hhv. 3 pct. og 1 pct.
19.877 har søgt ind på en STEM-uddannelse, hvilket er en stigning på 1 pct., og 8.546 har søgt ind på en IT-uddannelse, hvilket er et fald på 4 pct.
I den samlede opgørelse over årets søgning til de videregående uddannelser indgår også udenlandske ansøgere, der med 8.588 ansøgere udgør omkring 10 pct. af det samlede antal ansøgere til de videregående uddannelser.
Læs notat om søgningen til de videregående uddannelser (pdf).
– Jeg glæder mig over, at så mange igen i år har valgt at søge ind på en videregående uddannelse. Men det bekymrer mig, at søgningen til sproguddannelserne falder fra et i forvejen lavt niveau i en ny geopolitisk virkelighed, hvor vi har brug for at blive dygtigere og ikke dårligere til at forstå hinanden. Derfor er det vigtigt, at de unge dygtiggør sig inden for europæiske sprog og kulturer, for det udvider vores kulturelle horisont og forståelse. Det europæiske samarbejde og fællesskab er afgørende for Danmark. Jeg vil derfor se på, hvordan vi kan styrke sproguddannelserne, og samtidig give flere studerende mulighed for at tilegne sig sprogkundskaber som supplement til deres kernefaglighed. Kombinationen af en stærk faglighed og praktiske sprogfærdigheder er attraktiv for mange virksomheder – uanset om det er ingeniøren, der kan tale tysk, eller juristen, der kan begå sig på fransk.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk