Regeringen har besluttet at investere over 135 millioner kroner i ESA-programmer, der blandt andet fokuserer på teknologiudvikling og rumforskning inden for grøn omstilling, telekommunikation og samfundssikkerhed. Investeringerne er med til at give nye kompetencer og erhvervsmuligheder i Danmark.
Observationer af jordens klima, sikkerhed i rummet og udviklingen af satellitkommunikation er nogle af de elementer, der indgår i de seks programmer under den europæiske rumfartsorganisation ESA, som regeringen har valgt at investere i. Investeringerne kommer i forlængelse af regeringens nye strategi for rumforskning og -innovation, der fokuserer på at øge Danmarks indflydelse i det europæiske rumsamarbejde.
Fælles for de udvalgte ESA-programmer er, at de alle fokuserer på områder inden for rumforskning og rumteknologi, der kan gavne Danmarks sikkerhed, klimamål og erhvervsliv.
Et af programmerne er eksempelvis teknologiprogrammet ARTES, der har fokus på satellitkommunikation. Herunder blandt andet hvordan kommunikationssatellitter og -udstyr kan udvikles, så fremtidens telekommunikationsnetværk her på Jorden kan blive både bedre og sikrere.
Et andet program er Future-EO, der er ESA’s udviklingsprogram for jordobservationsmissioner. Ambitionen med programmet er at udvikle nye metoder til, hvordan man kan anvende jordobservationsdata til eksempelvis at optimere eller finde på nye løsninger til miljø- og klimaudfordringer. Jordobservationer, som ofte foregår via satellitter, hjælper til at overvåge forandringer i natur og miljø, hvilket både giver en bedre forståelse af, hvordan Jorden fungerer som planet, men også hvordan jorden påvirkes af klimaforandringer.
Danske forskere og virksomheder har også mulighed for at deltage i jordobservationsprogrammet ved for blandt andet at kunne levere teknologi til nye satellitter og ved at kunne få del i data fra missionerne, som de kan benytte til videre forskning
- Vi har for ganske nylig lanceret en ny rumstrategi, der skruer markant op for vores investeringer i rummet, og vi prioriterer nu endnu flere penge gennem ESA-programmer, der kommer både danske forskere og virksomheder til gode. Udover at investeringerne giver os adgang til unikke data, bidrager investeringerne også til, at danske forskere og virksomheder får del i udviklingskontrakter og projekter, hvor de kan arbejde med at fremme nogle af Danmarks styrkepositioner inden for rumforskning – eksempelvis udviklingen og produktionen af kommunikationssatellitter. Potentialerne i rummet er enorme, og vi vil gerne have, at Danmark spiller en større rolle i, hvordan rummet i fremtiden skal – og kan – udnyttes. Det er investeringen i ESA-programmerne et vigtigt skridt på vejen til.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk