Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund skal mødes med sin østrigske kollega Martin Polaschek for blandt andet at drøfte europæisk forskning- og innovationspolitik, og så er ministeren inviteret med til uddelingen af den prestigefulde Wittgenstein-pris.
Er Europa ved at tabe pusten i det globale videnskapløb? Hvilken rolle spiller grundforskning i samfundet? Og hvilken betydning har international mobilitet for yngre forskere? Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive drøftet, når uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund rejser til Østrig for at møde sin kollega uddannelses- og forskningsminister Martin Polaschek og den østrigske EU-kommissær, Johannes Hahn.
EU står på tærsklen til forhandlinger af et nyt europæisk program for forskning og innovation. Det nuværende program med et budget på knap 100 milliarder euro udløber nemlig i 2027. Danmark har som en af de første medlemsstater allerede meldt ud, hvad vi ser som de vigtigste prioriteter i det kommende program.
Derfor bliver der rig mulighed for uformelle drøftelser af Europas fremtid, når Christina Egelund skal deltage i det politiske debatarrangement European-Forum Wachau, der er en platform for debat og udveksling af synspunkter på vigtige europæiske dagsordener.
Ministeren afslutter det østrigske besøg med deltagelse i den årlige uddeling af Wittgenstein-prisen, der er Østrigs mest prestigefyldte videnskabspris med en bevilling på 1,5 mio. euro.
- Europa har brug for, at forskning og innovation kommer højere op på den politiske dagsorden. Vi står med udfordringer på områder som klima, sikkerhed og sundhed, hvor der er hårdt brug for innovative løsninger. Vi er en del af et internationalt teknologi-kapløb, og vi deltager ikke for at undgå at tabe. Vi spiller som kontinent med for at vinde – især inden for kunstig intelligens, kvante- og rumteknologi. Derfor er jeg glad for at få mulighed for at drøfte forskning og innovation med min østrigske kollega. Europæisk sammenhold – også på dette område – er vigtigere end nogensinde før.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk