Regeringen har besluttet at omprioritere ressourcer fra statslig administration til borgernær velfærd. Uddannelses- og Forskningsministeriet bidrager til omprioriteringen med 35 stillinger ved blandt andet at reducere administrative opgaver.
Regeringen vil omprioritere, hvad der svarer til 1.000 årsværk fra statslig administration til den nære velfærd i kommuner og regioner i forhold til børn, ældre og sundhedsvæsnet.
Derfor har der været foretaget et opgavegennemsyn på tværs af hele staten med det formål at pege på opgaver, der kan begrænses eller bortfalde.
Uddannelses- og Forskningsministeriets andel af omprioriteringen medfører, at der på ministerområdet nedlægges 21 stillinger fra 2025 og 35 stillinger i alt, når arbejdsprogrammet er fuldt indfaset. Uddannelsesinstitutionerne er ikke omfattet af denne omprioritering.
- Det er helt naturligt, at en regering kigger på, om vi som land prioriterer vores ressourcer bedst muligt. Og den her regering mener, at den borgernære velfærd skal prioriteres højere. Det kræver, at andre opgaver må nedprioriteres eller helt bortfalde – så vi undgår, at det bare er færre medarbejdere, der skal løbe stærkere. Vi har haft fokus på at lette de administrative opgaver for at frigive ressourcer, der kan prioriteres til borgernær velfærd. Det har været nogle svære beslutninger, men jeg mener, vi har fundet nogle fornuftige løsninger.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk