Regeringen foreslår et nyt kandidatlandskab på de danske universiteter. Der skal være flere forskellige kandidatveje for de universitetsstuderende, høj kvalitet og fleksible muligheder for videreuddannelse. Forslaget er en del af en samlet ny reformplan på uddannelsesområdet.
De studerende skal i fremtiden mødes af et landskab med flere kandidatveje og nye muligheder for at dygtiggøre sig hele livet. Og så skal der være bedre adgang for internationale studerende inden for områder, hvor erhvervslivet efterspørger højt specialiseret arbejdskraft.
Det er ambitionerne i udspillet Forberedt på fremtiden I, som er regeringens første udspil i en ny sammenhængende reformkurs på uddannelsesområdet. Udspillet skal fremtidssikre et uddannelsessystem, der generation for generation har gjort danskere dygtigere og givet dem flere muligheder, men som også stadig har uløste udfordringer.
I dag forventes hver fjerde ung at gennemføre en universitetsuddannelse. I 1990 var det hver tiende. Langt de fleste tager samme vej uanset, om de bagefter skal ud på det private eller offentlige arbejdsmarked eller går forskervejen. Samtidig oplever mange studerende, at overgangen til arbejdsmarkedet er svær, og at mulighederne for at tage en kandidatuddannelse, mens man arbejder, er begrænsede.
Derfor foreslår regeringen en række nye fleksible universitetsveje med varierende længder, forskellige grader af specialisering og nye videreuddannelsesmuligheder.
Regeringen foreslår på den baggrund en samlet reform af universitetsuddannelserne i Danmark med følgende elementer:
Regeringen foreslår med reformen at prioritere 950 mio. kr. årligt inden for universitetsområdet.
Der prioriteres 600 mio. kr. årligt i et nyt fleksibelt kandidatlandskab med flere veje, høj kvalitet samt bedre bacheloruddannelser.
Regeringen lægger desuden op til at afsætte 250 mio. kr. til nye og bedre videreuddannelsesmuligheder for den studerende, der har taget en kandidatuddannelse på 1 ¼ studieår, og 100 mio. kr. til flere internationale studerende.
Regeringen vil samlet set investere mere i børn og unge. Derfor prioriteres cirka 1,35 mia. kr. varigt til børn, unge og uddannelse.
Forberedt på fremtiden I er det første udspil i en ny sammenhængende reformkurs på uddannelsesområdet, hvor regeringen vil se på hele uddannelsessystemet. Fra folkeskole til universiteter. På det videregående område skal de professions- og erhvervsrettede uddannelser styrkes, uddannelsessystemet skal forandres, så det giver flere muligheder, nedbryder barrierer og skaber reel sammenhæng, og så skal der laves en samlet langsigtet plan for det videregående uddannelsesområde.
- Regeringen vil fremtidssikre hele vores uddannelsessystem. De studerende skal føle, at der en meningsfuldhed med deres uddannelse i forhold til det, de skal lave bagefter. Derfor laver vi differentierede og mere fleksible uddannelsesveje. Uddannelsesvalget skal føles mindre definitivt, fordi der reelt vil være mere fleksibilitet i det. De udfordringer, vi står overfor, er ikke løst med én reform. Det kræver, at vi tør se på hele vores uddannelsessystem. Forberedt på fremtiden I er det første udspil i en ny sammenhængende reformkurs på uddannelsesområdet, hvor regeringen ud over en markant prioritering i universitetsområdet samlet set vil investere markant i børn, unge og uddannelse.
- I dag fremlægger regeringen første udspil af flere, der skal sikre mere kvalitet for elever og studerende. Senere vil vi fremlægge politik, der skal hjælpe de 42.000 unge uden uddannelse eller arbejde. Ligesom vi vil investere i en mere praktisk folkeskole til gavn for alle børn og styrke erhvervsuddannelserne. Derfor er jeg også meget glad for, at der med dagens udspil vil være over en milliard, der kan geninvesteres i børn, unge og uddannelse.
- Regeringen er en reformregering. Vi ønsker at fremtidssikre vores land og skabe bedre muligheder for alle. Vi ønsker at styrke uddannelserne og gøre dem endnu mere relevante for arbejdsmarkedet og erhvervslivet. Samtidig vil vi give studerende mere fleksibilitet, så karriereveje kan åbnes frem for lukkes i vores uddannelsessystem. Det er derfor, vi fremlægger et udspil til en reform af universitetsuddannelserne, som vil skabe en stærkere kobling mellem studie- og arbejdsliv.
For yderligere beskrivelse af reformens økonomiske virkning på den offentlige saldo, strukturel beskæftigelse og velstand, herunder også økonomiske virkninger ved flere internationale studerende på kandidatuddannelserne henvises til nedenstående faktaark:
Der vil ligeledes være mulighed for teknisk gennemgang af udspillet for journalister kl. 15.30 i Uddannelses- og forskningsministeriet, herunder med deltagelse af Finansministeriet. Tilmelding sker til presse@ufm.dk.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk.