En ny uddannelse i Aalborg skal gøre det muligt for blandt andet akademikere at omskole sig til pædagog på 2,5 år. Det er en såkaldt sporskifteuddannelse, hvor de studerende kan gå fra en akademisk uddannelse til at blive pædagog samtidig med, at de får arbejde i en daginstitution eller skole.
Fra sommeren 2023 kan blandt andet akademikere begynde på en ny meritpædagoguddannelse i Aalborg. Det er Professionshøjskolen UCN, der opretter en ny sporskifteuddannelse, som skal bidrage til, at flere uddanner sig til pædagog. Uddannelsen findes allerede i København, Århus og Odense, hvor den er efterspurgt. Den er målrettet akademiske bachelorer, der ønsker at skifte fag.
Den nye uddannelse varer 2,5 år, mens en ordinær pædagoguddannelse tager 3,5 år. De studerende er på meritpædagoguddannelsen i beskæftigelse i en daginstitution, skole eller fritidsinstitution i 30 timer. På den måde får de praktisk erfaring med faget ved at arbejde lønnet ved siden af studiet.
- Jeg er rigtig glad for, at der nu åbnes endnu en ny vej til at blive pædagog. Sporskiftemodellen er et godt eksempel på, hvordan vi ved at tænke vores uddannelser mere fleksibelt, kan få flere til at vælge eksempelvis pædagogfaget. Den her regering arbejder for at give bedre mulighed for at uddanne sig hele livet. Og jeg synes, at ordningen her giver en god pejling på, hvad der kan ligge af potentiale i uddannelsessystemet, hvis vi tør tænke nyt.
- I UCN er vi optagede af at bidrage til at løse manglen på pædagogisk arbejdskraft i de nordjyske daginstitutioner. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan tilbyde endnu en vej til en uddannelse som pædagog. Jeg håber, at sporskifteuddannelsen kan appellere til ledige akademikere, der har et ønske om at bringe deres kompetencer i spil i en ny profession og ser frem til at byde de første studerende velkommen til september.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk