En økonomisk håndsrækning skal understøtte det igangværende arbejde med at koble erhvervsliv og forskning bedre sammen.
Det seneste år er der blevet arbejdet hårdt på at skabe mere og bedre samarbejde mellem erhvervslivet og forskningsmiljøerne rundt omkring i landet. Det er sket ved hjælp af 14 nationale viden- og erhvervsklynger, som regeringen udpegede i efteråret 2020 for at få mere innovation ud i samfundet og understøtte vækst og udvikling for virksomhederne.
I forbindelse med ansøgningerne blev der som det eneste sted på landkortet ikke søgt om et klyngesekretariat i Region Sjælland. Siden er der fra regionalt og nationalt hold blevet arbejdet målrettet for at sikre, at relevante nationale viden- og erhvervsklynger bliver repræsenteret med aktivitet i Region Sjælland. Det seneste års store indsats for at styrke klyngeaktiviteten i regionen bliver nu styrket med i alt 8 millioner kroner.
- Det er vigtigt for regeringen, at der i hele landet er gode muligheder for, at erhvervsliv og forskningsmiljøer kan kobles tættere sammen. Klyngerne bidrager til, at virksomheder bliver ved med at udvikle sig. Region Sjælland manglede, som den eneste region, en klynge. Det lovede vi at følge op på, og det har vi gjort. Nu tilfører regeringen ekstra midler til klyngeaktiviteten i Region Sjælland, hvor mange aktører på kort tid er lykkedes med at opbygge en flot klyngedækning. Regionen har et stort potentiale, når det gælder vækst og innovation, og jeg er glad for, at vi kan samarbejde om at indfri det potentiale, siger uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.
Konkret har klyngen for byggeri og anlæg (We Build Denmark) i samarbejde med Næstved Kommune, og med medfinansiering fra de 16 andre kommuner på Sjælland, etableret et regionalt klyngekontor i Næstved. Derudover er der indgået samarbejder om etablering af afdelinger i regionen for en række af de øvrige klynger.
Uddannelses- og Forskningsministeriet via pressetelefonen, tlf. 7231 8181.