I hovedstadsområdet, herunder Nord- og Østsjælland, stiger det tilladte generelle fremmøde fra 20 til 30 pct. den 6. maj, ligesom det bliver muligt at anvende udendørsarealer til undervisning. Desuden bliver det fra den 21. maj muligt med 50 pct. fremmøde på de videregående uddannelser.
Regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet er enige om en plan for en yderligere delvis genåbning af blandt andet de videregående uddannelser.
Genåbningen træder i kraft fra den 6. maj og vil være geografisk differentieret. Efter anbefaling fra SSI omfatter genåbningen landsdelene i hovedstadsområdet, herunder Nord- og Østsjælland, der ikke var en del af den seneste genåbningsaftale.
Rammerne for genåbningen gælder for landsdelene i hovedstadsområdet og er som følger:
De videregående uddannelser på Bornholm er fortsat genåbnet med 100 pct. fysisk fremmøde, ligesom de videregående uddannelser i resten af landet fortsat er genåbnet med 30 pct. fysisk fremmøde ved den seneste genåbningsaftale.
Som en del af aftalen blev partierne også enige om, at de videregående uddannelser kan åbne med 50 pct. tilladt generelt fremmøde fra d. 21. maj.
Der er blevet lagt en imponerende indsats fra institutionernes side med at opbygge en omfattende testkapacitet. Det spiller en afgørende rolle i forhold til den gradvise genåbning.
Det er et krav i forbindelse med den fortsatte genåbning, at alle ansatte og studerende ved fysisk fremmøde har opnået et negativt resultat inden for de seneste 72 timer ved gennemførelse af enten antigen- eller PCR-test for COVID-19.
De gældende retningslinjer for afstand, hygiejne mv. drøftet i sektorpartnerskabet for de videregående uddannelser vil også gælde for den yderligere genåbning. Sektorpartnerskabet består blandt andet af rektorer, repræsentanter fra studenterorganisationer, arbejdstagerorganisationer og sundhedsmyndighederne.
De videregående uddannelsesinstitutioners spørgsmål vedrørende COVID-19 kan rettes til: info-covid-19@ufm.dk.
Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181.
Studerende får yderligere information fra deres uddannelsesinstitution og skal henvende sig til denne, såfremt der er spørgsmål.