For at styrke RUVU’s samlede kompetenceprofil yderligere, har uddannelses- og forskningsministeren udpeget to nye medlemmer, så RUVU fra årsskiftet vil bestå af i alt syv medlemmer.
De nye medlemmer er Per Christensen, administrerende direktør i den rådgivende ingeniørvirksomhed WSP og Angélique Espensen, direktør for uddannelse hos Microsoft Danmark og Island.
RUVU’s medlemmer er alle udpeget af ministeren på baggrund af deres personlige kompetencer. Udvalget skal tilsammen have en bred indsigt i hele det videregående uddannelsesområde og de samfundsøkonomiske overvejelser og prioriteringer i forbindelse hermed. Udvalget besidder tillige indgående kendskab til udviklingen i kompetencebehovene på det danske arbejdsmarked, samt international erfaring med vurdering af uddannelsesbehov.