Godkendelse af ansøgning om nye uddannelser afgøres senere i 2021

Uddannelses- og forskningsministeren træffer først endelig afgørelse om ansøgninger af en række nye fuldtidsuddannelser senere på året. Det skal ses i lyset af, at regeringens kommende udspil om uddannelser i hele landet kan ændre rammerne for udbud af uddannelser.

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i alt modtaget 15 ansøgninger til prækvalifikation, heraf 8 nye uddannelser, 3 nye udbud og 4 ansøgninger om dublering. Set i lyset af at regeringen er på vej med et politisk udspil om uddannelser i hele landet, som kan påvirke rammerne for udbud af videregående uddannelser, er det besluttet at vente med at træffe endelig afgørelse i forhold til eventuelle nye fuldtidsuddannelser.

Uddannelses- og forskningsministeren har dog valgt at godkende tre masteruddannelser. Da disse uddannelser ikke er fuldtidsuddannelser, forventes de ikke på samme måde at blive berørt af det kommende udspil om uddannelser i hele landet. Det drejer sig om master i intelligence og cyberstudier på henholdsvis dansk og engelsk på Syddansk Universitet samt en master i forretningsudvikling på CBS. Der er ligeledes godkendt en ny maskinmesteruddannelse, der skal udbydes på Grønland af Maskinmesterskolen København.

Uddannelses- og Forskningsministeren forventes at træffe afgørelse om de afventende prækvalifikationsansøgninger senest i forbindelse med næste prækvalifikationsrunde i efteråret 2021.

Fakta om prækvalifikation

Prækvalifikation blev indført i 2013 og betyder, at relevansen af alle nye uddannelser og udbud af videregående uddannelser skal vurderes.
Prækvalifikation skal understøtte, at udviklingen inden for de videregående uddannelser er hensigtsmæssig i et samfundsøkonomisk og uddannelsespolitisk perspektiv.

Uddannelsesinstitutionerne skal ansøge om prækvalifikation i fem tilfælde:

  • Oprettelse af en ny videregående uddannelse eller skift af uddannelsessprog fra dansk til andet sprog på en allerede udbudt uddannelse.
  • Oprettelse af et nyt udbud af en eksisterende videregående uddannelse, som institutionen ikke allerede er godkendt til at udbyde.
  • Dublering af et uddannelsesudbud, som institutionen allerede udbyder i en anden by eller med et andet undervisningssprog.
  • Flytning af et eksisterende uddannelsesudbud til en anden by.
  • Hvis en uddannelsesinstitution ønsker at sammenlægge to eksisterende uddannelser til én ny uddannelse, og såfremt denne nye uddannelse har et andet formål og erhvervssigte end de oprindelige.